Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Børn med basisplads

Når I får tildelt en basisplads til jeres barn i Arken, er I meget velkomne til at komme på besøg hos os - vi vil nemlig gerne fortælle jer mere om, hvordan vi arbejder med at støtte og inkludere vores børn med basisplads, så de både trives og udvikler sig, samtidig med at de får den støtte og tryghed, de har behov for.

Inkluderende basispladser

I Arken har vi seks basispladser til børn i udsatte positioner, fortrinsvis inden for autismespektret og ADHD. Mange steder er basispladserne samlet i særlige basisgrupper, men i Arken inkluderer vi børnene på vores basispladser i de øvrige børnegrupper, så børnene med særlige behov deltager i hverdagen på lige fod med resten af vores børn.

Børn med basispladser har forskellige behov, og derfor giver det rigtig god mening at inkludere dem på forskellig vis i stedet for at samle dem i én gruppe - og alle vores erfaringer viser, at børnene trives og udvikler sig allerbedst på denne måde. Vi inddeler vores børn i grupper efter alder, og de af vores børn, som har en basisplads, inkluderer vi i den gruppe, som passer bedst til deres behov og udvikling.

Fordi vi hver dag opdeler alle vores børn i små grupper og kun meget sjældent er samlet i grupper på mere end ti til tolv børn, vil børnene opleve både ro og tryghed i deres hverdag her i Arken. Vores særlige struktur gør også, at der generelt er mindre støj og konflikter i huset. Og når et barn har behov for at trække sig fra en aktivitet, kan barnet tage en pause sammen med en pædagog.

Flere hænder og mere støtte

Det, at vi har basispladser, giver os mere personale til at tage sig af de børn, som har behov for det. De ekstra pædagoger har selvfølgelig et særligt fokus på at give støtte til vores børn med basisplads - men fordi børnene er inkluderet i vores øvrige børnegrupper, kommer det ekstra personale alle børn i Arken til gode. Alle vores pædagoger er desuden klædt godt på til at arbejde med de af vores børn, som har særlige behov, så børnene bliver mødt og anerkendt, uanset hvilken voksen de er sammen med.