I Arken har vores forældregruppe valgt, at børnene har madpakker med.
At børnene har madpakker med, gør det muligt for os at spise frokost, når vi er ude på tur, og det gør vi ofte brug af. Derfor er det vigtigt, at madpakkerne består af noget, som også kan spises på farten - altså fingermad. Madpakken kan også sagtens bestå af aftensmadsrester, så længer I husker at lægge en ske eller gaffel ved, og maden kan spises uopvarmet.
Når ikke vi er ude på tur, gør vi meget ud af at skabe en rar stund omkring frokostmåltidet hjemme i huset. Børnene spiser i de grupper, de har været sammen med om formiddagen, og vi øver selvhjulpenhed, når børnene selv hælder vand op. Når alle har åbnet deres madpakke, siger vi "værsgo", og så spiser vi, mens vi taler om, hvad der gemmer sig i de forskellige madkasser.
Vi serverer dog nogle måltider til børnene. Der er mulighed for at spise morgenmad hos os fra klokken 7-8, og i vuggestuen er der også formiddagsmad klokken 9. Derudover serverer vi eftermiddagsmad til både vuggestue- og børnehavebørn - eftermiddagsmenuen står typisk på hjemmebagt brød og frugt.