Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hvem er vi?

Velkommen i Arken

Arken er et særligt børnehus i Brønshøj for både vuggestuebørn og børnehavebørn. Vi adskiller os fra mange andre daginstitutioner, fordi børnene i vores børnehave ikke er opdelt på stuer, men i stedet sammensat i grupper efter deres alder og behov. På den måde kan børnene i højere grad spejle sig i nogen på deres egen alder. Alle ugens dage inddeler vi dog børnene i små grupper, som laver aktiviteter og fordybelse med blot en enkelt voksen. Hver dag tilbyder vi hvert enkelt barn en hverdag, som passer til dets behov - hvad end det er masser af bevægelse og ture ud af huset, eller det er tryghed, ro og fordybelse.

I vuggestuen, som har plads til 12 børn, er alle børnene samlet i samme gruppe på en fast stue. Men også her opdeler vi ofte børnene i mindre grupper og gerne baseret på deres alder, så vi kan planlægge aktiviteter, som understøtter både de mindste og de større børns udvikling.

Seks af vores pladser er tildelt børn med særlige behov - disse kaldes også for basispladser. De børn, som er tildelt en basisplads, inkluderer vi i vores almene børnehavegrupper, så de kan deltage i hverdagen på lige fod med de øvrige børn - men selvfølgelig med særlig støtte og fokus på deres trivsel og behov. For at løfte den opgave har vi flere og særligt dygtige pædagoger. Du kan læse mere om, hvordan vi arbejder med børn med basispladser her.

Vores hus

Fordi vi ikke er fordelt på stuer, har vi indrettet alle vores rum med forskellige formål - vi har blandt andet et tegnebordsrum, som vi bruger til kreatid og fordybelse, og et puderum, som giver anledning til masser af motorik og bevægelse. For at skabe ro og tryghed omkring de mindste børn, har vores vuggestuegruppe dog en fast stue og deres egen legeplads, hvor de bruger en stor del af deres dag.

I regn og slud må børnene i Arken ud

Når vi siger, at vi er meget udenfor i Arken, så betyder det, at vi er meget udenfor - og det gælder hele året rundt og uanset, hvad vejrguderne byder os på. Vi planlægger selvfølgelig ugens aktiviteter med udgangspunkt i årstid og vejr, men vi er ikke bange for at trække i regntøj og gummirøjser og vandre ud på tur i regnvejr, og rigtig mange af vores dage foregår udenfor, også om efteråret og vinteren.

Vi elsker at tage på ture i vores lokalområde, og vi går eller cykler ofte rundt i området for at udforske naturen og nye legepladser, både i vores ladcykler og på børnenes egne cykler. Derudover holder vi af at tage på museum, for eksempel Nationalmuseet, men vi hopper også gerne på toget og tager en gruppe børn med på kulturture i andre byer.